Djøf-bashing og lærer-blaming - løser ikke ledelseskrisen i det offentlige

Bashing og blaming: de andre er forkælede - klynkende - arrogante - verdensfjerne - kolde - beregnende

Sidste blog var det om udfordringerne med resultatbaseret styring, NPM, djøfisering og projekttræthed i det offentlige. Denne debat er ikke blevet mindre i de forgangne uger og særligt dagbladet Politiken har holdt gryden i kog i både reportager, kronikker og andre indlæg.

Jeg er godt klar over, at debat gerne skal have både vid og bid for at fænge. Men jeg ærgres over, at der i så høj grad graves grøfter mellem på den ene side - ledelse og styring (ofte personificeret ved DJØF'eren) og på den anden side - velfærdsopgaverne (ofte som fagprofessionelle lærer, pædagog, socialrådgiver ect).

Djøf-bashing har det simpelthen fået som navn, når der slås ud efter ledelse og styring i det offentlige.

Og der slås gerne den anden vej - de forkælede og klynkende fagprofessionelle, som debatartiklen i Politiken her slår ud efter: Forkælede offentligt ansatte kan underminere velfærdsstaten

Det, jeg ærgrer mig over er ikke debatten! Den er mere vigtig end nogensinde før. Som debat. Hvor vi sagligt og fagligt søger at trække grundlagsforståelser, hverdagseksempler, paradokser og problemer op. Og hvor vi sørger for at gå efter bolden - vores fælles velfærdssamfund - og ikke efter manden.

Når vi basher og blamer i debatten - når vi slår ud efter hinanden med beskyldninger og bebrejdelser af mere personlig karakter som sprogligt kan ses i ord som forkælede - klynkende - arrogante - verdensfjerne - kolde - beregnende ect. så går vi efter manden. Vi "sawer", som det hedder på nordjysk fodboldsprog, når hensigten godt nok er at erobre bolden, men modspilleren må også gerne lide.

For et par måneder siden lavede jeg til Ledelse idag et interview med professor Steen Visholm om de psykologiske problemer der afledes af  denne mediebårne debatstil. (Du kan læse sammendrag af artiklen her - for at læse hele artiklen skal man købe abonnement). Her siger Steen Visholm indledningsvis:

”Medierne og politikerne har i de senere år været med til at skabe et gensidigt fjendebillede mellem djøf’erne, der arbejder centralt i kommunerne, regionen og staten og de fagprofessionelle Hot Hands, der er tæt på borgerne i skolerne, plejehjemmene og på sygehusene. Det har skabt en gensidig dæmonisering, der mest af alt ligner et ægteskab i dyb krise”,

og han uddyber:

”Men da djøf’erne og de fagprofessionelle ikke kan bryde ægteskabet gennem en skilsmisse, må de i stedet lære at leve sammen. Og det kræver at begge parter forsøger at forstå hinandens gode viljer fremfor at pege fingre og opretholde fordomme, der ikke tjener til konstruktivt samarbejde om de fælles opgaver i velfærdssamfundet.”

Når Steen Visholm bruger metaforen "et ægteskab i krise" skal det tages helt alvorligt som psykologisk beskrivelse.

Krisetegnene er nemlig helt klare:

  1. Man stopper med at lytte til hinanden og man stopper med at se hinanden.
  2. Man fastholder billedet af hinanden i den fortolkning, man allerede har skabt.
  3. Man fastholder fortolkningen uanset, hvad der kunne rokke ved den i praksis.

Ledelsesforsker Otto Scharmer, som jeg er meget inspireret af, tydeliggør, at den proces skaber mere "absens" - dvs. fravær. I modsætning til "presence" - altså nærvær. Og det er netop nærværet, der kan føre til nye, innovative løsninger. Fraværet fører blot endnu mere fastlåsning med sig.

Scharmers udvidede model af Teori U viser fint både den destruktive proces og den konstruktive:



Og når Steen Visholm foreslår parterapi, så skal det faktisk tages ret alvorligt, selvom metaforen naturligvis er humoristisk. Der skal skabes nogle fora, hvor DJØF'erne og de fagprofessionelle faktisk mødes og taler SAMMEN.

Hvor de søger at forstå hinandens perspektiver, motiver, ideologier og ønsker.

Mit bud er, at de faktisk ikke er så langt fra hinanden. Men at det er vanskeligt at høre det for al forforståelsen og bashing-n-blaming-retorikken.

Og mit bud er, at det faktisk også sker i hverdagen. I kommunerne. I staten. I regionerne. Lokalt og tæt på praksisudfordringerne.

Men også at det er presset af tiden til fordybelse og risikovilligheden til at opdage noget nyt.

Jeg vil benytte anledningen til at opfordre til - både i hverdagens samtaler og i medierne - at nuancere debatten om "krisen i det offentlige". Jeg ved jo, at der ER gode, frugtbare, konstruktive fortællinger om, hvor fornyelse og forbedring af velfærdsopgaverne sker i samklang med ledelse og styring.

Kommentarer

katrine_schumann_contact.png

Skriv til Katrine

{{returnmessage.message}}

Tak for din henvendelse. Jeg vender tilbage så hurtigt som muligt.

Noget gik helt galt under afsendelsen. Prøv igen ... eller kontakt os venligst pr. telefon.

Din profil er oprettet men der er noget galt med den email du har angivet og vi kan derfor ikke sende dig emails.

Er "{{returnmessage.form.email}}" helt korrekt?

Kontakt venligst agrobalance.dk

Du skal udfylde emailadresse Den angivne emailadresse er ikke korrekt